"Lov mig, at du passer godt på hende."

- En skildring af kærestesorgen når den er værst.
...
Hver evig eneste dag, hver evig eneste gang jeg står af ved det busstoppested, så tænker jeg mig tilbage til den aften. Og jeg tænker ikke bare, jeg er der...

"So then I move my hand up from down by my side
It's shakin', my life is crashin' before my eyes
Turn the palm of my hand up to face the skies
Touch the bottom of his chin and let out a sigh
'Cause I can't imagine my life without you and me
There's things I can't imagine doin', things I can't imagine seein'
It weren't supposed to be easy, surely Please, please, I beg you please"

Jeg ser ham stå af bussen. Jeg mærker ham lægge armen om mig, føre mig frem ad, og hjem. Jeg har hans cardigan på.. Den sorte cardigan, med grønt motiv. Jeg spørger ham om hvorfor, og kæmper som en desperrart for at holde tårene tilbage. Han svarer mig stille, og møder mig med en masse komplicerede ord, der virker fjerne og uforståelige. Som om han talte et fremmed sprog. Jeg forstår ikke, hvordan han kan mene, at vi ikke længere skal være sammen. Vi sås jo for to dage siden. Vi snakkede jo i telefon igår. For to dage siden, var der jo ingenting at spore. Er det stadig min kæreste, der står foran mig? Han har ikke forandret sig. Faktisk, er der ikke noget omkring mig, der har forandret sig. Det er stadig det samme fortorv, stadig den samme, gamle himmel og stadig den samme sol, der er ved at gå ned. Det eneste der er forandret, er hans ord. Det eneste der er forandret, er de ting han siger. Når jeg med gråd i stemmen fortæller ham, at jeg elsker ham, og han ikke svarer, men blot ser bort med tåre i øjnene, er det alt for tydeligt, at noget er helt forandret. Havde jeg spurgt ham for to dage siden, havde han kysset mig, og smilene sagt; "hvordan kan du overhoved komme i tvivl om det? - selvfølgelig elsker jeg dig!" Men to dage, er meget længe siden nu. Alting er længe siden, og alt indeni mig, nægter at forstå.

Måske, fatter jeg slet ingenting. Han siger, at det jo ikke er fordi, at han ikke længere syntes at jeg er smuk og dejlig. Han siger, at han stadig holder helt enormt meget af mig, og at vi aldrig helt må skilles ad. Jeg ryster blot på hovedet, og tørrer hidsigt tårene bort. Han siger, at jeg en dag finder en, der kan give mig alt det jeg i virkeligheden fortjener. At jeg er et af de dejligste, og mest omsorgsfulde mennesker han nogensinde har mødt. Han siger det, netop som vi passerer legepladsen med gyngerne.. For to dage siden var det solskinsvejr, og jeg sad på den gynge, og ventede på at han skulle komme. Jeg havde fundet et musik nummer med Tool til ham. Et rigtig godt et, faktisk. Han elskede det band.. Nummeret fik jeg aldrig spillet for ham, og himlen endrede farve til askegrå. Skyerne danser afsted over himlen, og jeg undre mig over, at hele verden ikke for længst er gået i stå. En lille rund mand med sin lille, runde hund, passerer os. Han smiler muntert til os, men vender hurtigt blikket bort da han ser mine røde, hævede øjne, og hans triste, blege ansigt. Den lille mands smil, falmer en smule. Forstår han mon, at verden er brast sammen nu? Forstår han mon, at der ikke er mere tilbage? Jeg kan i mit stille sind undre mig over hvordan han roligt og ubekymret kan gå tur med sin skide hund, når verden øjensynligt lader til at være fuldstendig gået under. "Jamen for helvede.. Jeg kan jo ikke elske andre!" Nu kan jeg ikke holde tårerne tilbage længere. De vælter frem fra mine øjne, og får makeup'en til at tegne sorte striber på mine kinder. "Jeg elsker dig, forstår du da ikke det?!" Igen, bliver han stille. Igen, ved ikke, hvad han skal sige. Måske, er han løbet helt tør for ord. Han er så fjern.. Så uvirkelig.. Han er stadig den mand jeg kender og holder af, og dog alligevel så langt fra. Noget i hans øjne, er helt forandret. Det er ikke de øjne, jeg kender.

Vi træder ind af hoveddøren, og min hund gør og hyler som en gal, da den kan høre, at jeg ikke er alene. Da den opdager at det bare er ham, lovrer den ivrigt med halen, og springer op af hans ene ben. Han hilser ikke på den som han plejer, men skubber den heller ikke bort. Han går bare ligeså stille forbi, med sænket hoved. Forbi min mor der undrende, og lidt forskækket stirrer på de sorte striber af maccara under mine øjne, og forbi den suppe jeg havde stillet frem til når han skulle komme, som efterhånden er blevet temmelig kold. Vi træder ind på mit værelse, og jeg lukker døren bag mig. Han har ikke taget sin jakke af, eller sat sin takse på gulvet ved siden af sengen, som han plejer. Han holder mig ind til sig, og jeg beder ham om et sidste kys. Han ryster på hovedet; "Det er der jo ikke noget der bliver bedre af skat.." Siger han, med gråd i stemmen. Og der knækker jeg sammen. Der forstår jeg det for alvor. Der fatter jeg endelig, at vi ikke skal være sammen mere. At han faktisk er igang med at gøre det forbi imellem os. Og jeg bryder helt sammen. Ligger mig på min seng med ryggen til ham, og hulker med hovedet ned i puden.

Han prøver at sætte sig ved siden af mig og stryge mit hår, men jeg skubber ham bort. Jeg kan ikke bære det. Og han græder. For første gang, græder han sådan rigtigt. Han græder som jeg aldrig nogensinde har set en mand græde før. Og jeg fortæller ham, at jeg da for helvede ikke kan leve videre her fra. At det føles som om alting er slut nu, og at der ikke er mere tilbage. "Du havde jo også et liv, inden du mødte mig." Er det eneste han svarer. "Du bliver jo glad igen skat.." Og jeg ryster på hovedet. Kan efterhånden ikke se ret meget for tårene, der bliver ved med at fylde mine øjne op, uanset hvor mange gange jeg prøver at tørre dem bort i mit skjorteærme. Og vi sidder sådan i nogle minutter. Selvom jeg ligger med ansigtet ned i min pude, kan jeg høre, at han græder. Jeg er handlingslammet. Forstår alting alt for godt, men dog alligevel ingenting. Vi var jo skabt for hinanden.. Vi skulle jo have været sammen for evigt. Jeg har jo altid elsket ham. Lige fra det øjeblik han for første gang trodte ind i mit liv. Hvordan skulle jeg dog nogensinde kunne lægge denne ubetingede, dybe kærlighed fra mig igen?

Langt om længe rejser han sig op, og begynder at pakke nogle af de ting sammen, som han igennem tiden har glemt på mit værelse. "Jeg går nu.." Hvisker han. Uden at se på ham kan jeg fornemme, at han allerede er på vej ud af døren. Jeg vender mig om. Lukker stille øjnene, og åbner dem igen... Jeg ser hvordan han standser op ved min mor i stuen, og hvordan han blot kigger hjælpeløst på hende. "Jeg tror det er bedst hvis jeg.." Han kæmper imod tårerne, og får ikke færdiggjort sin sætning, før min mor trækker ham ind til sig, og giver ham et stort kram. Han græder, igen. Mere, end han gjorde før. De græder. De slipper hinanden. "Pas godt på hende." Siger han. Min mor nikker blot. "Lov mig, at passe godt på hende."