Erkendelse.

Det her kommer hudløst ærligt. Fra hjertet, tror jeg nok. Det er en følelse. En af dem der er svære at have med at gøre, fordi den er så uhåndgribelig. Så langt ude, at det næsten gør ondt. Jeg kan ikke tænke klart – det gik op for mig i aften. Jeg kan ikke tænke klart, fordi du forstyrrer mine tanker. Hele tiden trænger du dig på, og med din tilstedeværelse, afbryder du alt andet konstruktiv tankevirksomhed der ellers skulle eksistere. Det er som om vi hænger sammen. Vi kan sidde i hver sin ende af et lokale, og stadig følge hinandens bevægelser. Følge hinanden, nøjagtigt. Uanset om du sidder ved siden af mig eller befinder dig langt væk, har jeg det som om, at jeg ikke kan komme tæt nok på dig. Og når du ikke er her... Når du ikke er her, føles det lidt som om jeg ikke kan trække vejret ordenligt. Som om det hele først bliver præcis som det skal være, når du er i nærheden af mig.

Det er som om du fordrejer mit hoved, mine tanker.

Jeg. Kan. Ikke. Tænke. Klart.

Denne her følelse er ikke fremmed for mig, men alligevel skræmmer den mig. Tanken om hvad der egentlig ville ske hvis mine naive teenagepige drømme gik i opfyldelse, skræmmer mig også. Jeg vil ikke kunne håndtere det. Kærlighed til dig ville gøre mig afhængig. Hver gang jeg lå tæt ind til dig. Betragtede din sovende skikkelse, og lyttede til dit rolige åndedrag, ville jeg lide under din søvn. Jeg ville lide, fordi jeg aldrig ville føle at jeg kunne komme tæt nok på.

Jeg ville lide fordi jeg ville komme til at elske dig for højt.

Ting jeg elsker har det tit og ofte med at glide fra mig. Jeg støder det fra mig, fordi jeg elsker for meget, og for intenst. Fordi jeg så let mister mig selv i kærlighed. Mister mig selv, fordi jeg elsker for meget. Lige nu, i dette øjeblik, føles det som om jeg elsker dig.

Inaktivitet og Anaïs Nin.

Billedet: Fra Anaïs Nins dagbog, June Miller.

Nogle gange, så ville jeg inderligt ønske at jeg var bedre til at holde mig selv ved selvskab. At jeg faktisk var i stand til at foretage mig noget konstruktivt, i stedet for bare at sidde her, og lade tiden passere mig. Jeg bryder mig ikke om min telefon når den er helt stille, men på den anden side bliver jeg nemt stresset hvis den siger for meget. Hvis jeg skal alt for mange ting på en gang, og ikke er i besiddelse af det nødvendige overskud. På den anden side, så ville jeg egentlig lige nu hellere være travlt beskæftiget med et eller andet. Om det så var med vasketøj, venner, rengøring, eller druk. Bare ikke mere inaktivitet! Ikke mere stirren tomt ud af vinduet, eller ind i fjernsynsskærmen. Jeg beundrer på mange måder de mennesker, som har nok i deres eget selvskab. Dem, der ikke keder sig, bare fordi de er alene. Nogle gange har jeg stærkt overvejet, at jeg burde blive bedre til at være alene med mig selv. At give mig selv plads til at være mig, uden at fordrive tiden på ingenting. Er det mon muligt? Måske skulle jeg virkelig prøve at sætte dagen i dag af, til netop dette formål. Til mig, som er alene med mig selv, uden at være inaktiv, eller kedelig.

Jeg trænger til noget nyt, og spændende. Noget der kan ruske lidt op i denne – efterhånden ret ensformige tilværelse. Spænding, og alt sådan noget. Jeg trænger til at foretage mig noget, som jeg ikke foretog mig i går, eller dagen før. Ikke fordi jeg ikke er tilfreds med mit liv, jeg tror nærmere at det er en slags utilfredshed over den måde, jeg nogle gange spilder tiden. Jeg føler mig kun rigtigt i live i mødet med andre mennesker, og sådan burde tingene ikke forholde sig, burde de? Jeg, af alle mennesker, burde kunne nyde ensomheden engang imellem.

Lige for tiden, er jeg i gang med at læse Anaïs Nin. Hendes første dagbog, vel at mærke. Her hjemme, har vi samtlige af hendes mange bøger – både dagbøgerne, men også nogle af dem hun senere har skrevet. Jeg må erkende, at jeg er dybt fascineret af hendes skrivemåde, og ikke mindst den selvindsigt hun er i besiddelse af. Beundringsværdigt. Hun ser hele tiden ind af, analyserer sig selv, og graver sig hele tiden ned i dybere og dybere lag af sin personlighed. Dagbogen, er et lille stykke kunst i sig selv. Anaïs Nin, var kunstner. Hun gengav sine erindringer på papir, mere detaljeret end jeg nogensinde har set andre gøre det. Skrev i dagbogen, uanset hvor i verden hun befandt sig. Den er så fordomsfri, og så fuld af kærlighed til det hele menneske. Jeg er imponeret.