Jeg ved ikke helt hvor det her kommer til at bære hen af. En tilståelse? En arkendelse af, at det ikke kan blive ved med at fortsætte sådan her til evig tid? Det her har stået på i et halvt år on and off. Jeg er træt af denne her leg nu, kan jeg ikke bare fortælle dig det som det er? Tilstå, at du mere eller mindre er i mine tanker hele tiden. At jeg… Kan lide dig. Nej, mere end det! Jeg tror måske, at jeg kunne komme til at elske dig. Hvis du altså ville lukke mig ind i din verden. Det er som om døren hele tiden står på klem. Som om du gerne vil lukke mig ind, noget holder dig tilbage. Som om nogen har såret dig, gjort dig ondt. Gjort dig rædselsslagen. Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle dig at der intet er at være bange for, men det ville være det samme som at lyve. For det er pisse risikabelt og give sig hen til et andet menneske på den måde. Det er skræmmende, fordi man aldrig rigtig ved hvor tingene vil bære hen af. Det er en kunst i sig selv, at lade andre mennesker komme så tæt på, at de kan såre en. Jeg vil ikke såre dig. Men jeg kan på den anden side heller ikke love, at jeg ikke en dag kommer til det. Jeg kan kun garantere dig for én ting, og det er, at jeg er mindst ligeså bange som du er.
Jeg har ikke følt sådan her i… Jeg ved ikke hvor lang tid. Du er et helt igennem fantastisk menneske. Jeg ville ønske at du selv kunne se det. Jeg ville ønske, at du ville lade mig komme tættere på. Jeg er træt af hele tiden at stå og ridse i en overflade, uden rigtig at komme nogen vegne. Jeg ved, at du indeholder noget smukt og godt. Jeg kan mærke det på dig. Se det i dine øjne. I den måde du smiler på. Du er et dejligt menneske.
Forleden vågnede jeg op ved siden af en fyr, som ikke var dig. Og jeg følte mig tom indeni. Han lå med armene omkring mig, kyssede mig på håret, og kvalte mig næsten i alle sine søde ord. Jeg lukkede øjnene, og prøvede at forestille mig, at det var dig der holdt om mig. Det virkede ikke. Da han gik, følte jeg mig fortabt. Ked af det. Jeg vil have dig, ikke ham. Ikke nogen andre. Men du kan ikke forvente at jeg kan blive ved med at sidde med hændende i skødet og vente på at du tager dig sammen til at tage den skridtet videre. Jo længere jeg venter på det her, dets jo mere forvirrende syntes det at tage sig ud. Men jeg venter stadig på dig. Mine følelser giver mig ikke andre valgmuligheder, selvom min fornuft stritter imod. Jeg venter… Jeg kan ikke andet, end at vente.
