Om at falde..

Jeg tror at jeg savnede noget, som jeg ikke helt vidste hvad var. Det noget. Det noget jeg savnede så inderligt, tog bo i ham. Det formede sig efter hans skikkelse, og karakter. Måske var det også derfor at jeg – en pæn pige der ellers ikke plejede at gå hånd i hånd med forkerte folk, forelskede mig så inderligt i ham. Han var så meget anderledes, end alle de andre fyre, jeg ellers havde haft et godt øje til. Hans øjne, var det første der fangede min opmærksomhed. De var mørkeblå. Faktisk næsten helt unaturligt mørkeblå, nu jeg rigtigt tænker efter. Når han ikke havde røget, hvilket med tiden blev en sjældenhed, var de også levende og smilene. Han havde smilende øjne. Omkranset af små, fine fuger, der vidnede om at hans ungdom efterhånden var svundet en smule ind med årene.

Han havde mig præcis hvor han ville have mig, lige fra den første gang han smilede til mig. Jeg faldt i med begge ben, og kunne ikke rigtig komme op igen. Jeg kunne ikke lade være med at stirre fascineret på ham fra den anden ende af lokalet, betragte hans bevægelser, den måde han førte sig frem på.. Alt ved ham virkede så spændende, og nyt. Når han en gang imellem gengældte mit blik med et lille, skævt smil, kunne jeg ikke ret meget andet end at se bort. Min stolthed forhindrede mig i at holde blikket fastholdt. Jeg kunne ikke på nogen måde få mig selv til at vise ham, hvor dybt jeg egentlig var faldet. Faldet for ham. Han var ikke sådan en man gik hen og forelskede sig i. Nej, man faldt. Man snublede over sine egne ben, og faldt lige på næsen. Faldt hen i en underlig og sløv tilstand, hvor det eneste man rigtig kunne fokusere på, var ham. Hans smil, der lyste det ellers så alvorlige ansigt op, og de trætte, blå øjne. Et eller andet sted kunne det vel godt sammenlignes med, at være skæv. At befinde sig i en kæmpe hashrus. Alle lydene og farverne blev så meget smukkere, når han var i nærheden. Alle sanseindtrykene blev forstærket, og væltede ind over en så man knap nok kunne overskue det hele på en gang. Alligevel, kunne jeg ikke andet end at smile. Smile fordi sommerfuglene i min mave ingen ende ville tage, og alt omkring mig pludselig var blevet så ligegyldigt. Det eneste vigtigte; det eneste der virkelig betød noget, var ham. Han havde læber som morfin. Når han kyssede mig, var det som at blive blæst tilbage, og vælte omkuld. Mine ben rystede under mig, og det eneste jeg rigtig kunne tænke på var, at det aldrig måtte stoppe. Jeg var faldet. Så dybt, så inderligt. Jeg kunne ikke andet, end at falde..