Gennem hendes øjne.

Hun knep modvilligt øjnende sammen så hårdt hun kunne. Havde på ingen måde lyst til at åbne dem igen, for at se ned på de røde, lysende tal under hende. Mon hun havde tabt sig yderligere? Hun vidste så udmærket, at dagen i dag på alle tænkelige måder afhang af, hvad tallene på vægten viste. Hendes humør, hendes syn på sig selv for slet ikke at tale om det aller vigtigste; omverdenens syn på hende. 200 g.. Det var de 200 g, som var så skæbnesvangert altafgørende for hende, og for dagens videre forløb. Hvorfor, vidste hun knap nok selv. Det eneste hun vidste var, at hun skulle veje 200 g. mindre idag. At det var det hun minimum skulle have tabt sig, siden i går morges, da hun sidst stod på vægten. Hvor idéen var kommet fra, havde hun ikke den ringeste anelse om. Men sådan var det. Sådan havde det været, de sidste mange måneder. Hun var ikke længere selv herre over sine handlinger. Alle de forvirrende tanker i hendes hoved, som hun så trodsigt gjorde alt for at undertrykke; den lille stemme, der gang på gang bekræftede hende i, at hun ikke var god nok... Det havde taget kontrollen. Hun havde intet at skulle have sagt overfor den stemme, der kun blev højere og højere i hendes hoved, som dagene gik, og kiloene raslede af hendes udhungrede krop.

Noget meget vigtigt, var gået tabt i hendes kamp for at blive tyndere. Noget hun ikke selv kunne sætte ord på, men som alligevel stak som et ukendt savn i hendes bryst. Inderst inde vidste hun, at kampen hun kæmpede var så godt som umulig at vinde. Hvorfor kæmpede hun så alligevel så modvilligt videre? Hvorfor trodsede hun den sidste snært af fornuft der var tilbage i hende, kun for at kunne komme bare et enkelt skridt tættere på sit endelige mål? Hun vidste det ikke. Hun vidste så godt som ingenting, lige for tiden. Hun åbnede øjende en smule på klem, stadig uden at se ned. Hun havde stadig muligheden.. Hun kunne stadig nå at flygte. Lukkede hun øjende i igen, steg ned fra vægten, og ventede på at de altafgørende tal ikke længere var synlige, ville alting stå tilbage fuldkomment uforandret. Hun ville værgen kunne ånde lettet op, eller synke endnu længere ned i det sorte hul, som hun sad så hjælpeløst fanget i. "Gør det nu, våg ikke at trodse min vilje! Vis din loyalitet overfor mig. Vis mig, at du virkelig vil det her!" Den lille stemme i hendes underbevidsthed, rungede højere og højere for hendes øre. Hun prøvede desperat at lukke af for den. Hun prøvede af alt sin magt, at lade som om hun ikke hørte dens spottende ord, men lige meget hjalp det på noget som helst. Hun var fanget. Fanget i sit eget fængsel af regler og ritualer. Hvem tilhørte denne ukendte stemme, som gang på gang beordrede hende til at mishandle sig selv, og svigte alle dem som stod hende nær, og holdt af hende? - Hun vidste det ikke. Præcis på samme måde som hun heller ikke havde den ringeste anelse om, hvorfor hun fulgte dens kommandoer til punkt og prikke.

Hun kunne høre den så tydeligt for sig. Stemmen. Den spillede som en knækket film i hendes forskruede hoved. Gentog de samme ting for hende, om og om igen. Ikke et eneste vågent øjeblik, fik hun fred fra dens hån og sport. Måske var det i virkeligheden hende selv? Måske var den lille stemme, slet ikke så fremmed som hun gik rundt og troede? - På den anden side.. På den anden side vidste hun godt inderst inde, at det ikke var hende der talte. At det livstruende projekt hun havde sat sig for, på nogen måde var af hendes egen fri vilje. Igen, vågede hun ikke at byde stemmen trods. Hun tog en dyb indånding, og åbnede med dunkende hjerte øjende. 49,3. Hun fik slynget det direkte op i ansigtet, og havde ingen våben. Intet forsvar. Hun mærkede skuffelsen brede sig, som et tungt lag af mørke i hendes krop. 49,3... Med hendes 1.73 centimeter, var det ingenting. I hendes verden, fyldte det nu alting. I hendes verden, var det langt over alt for meget. Hun havde tabt sig 100 g siden i går. Kun 100 g? Hvordan kunne dette overhoved være muligt? Hun havde gjort alt. Motioneret til hun i bogstavelig forstand var ved at besvime, ikke indtaget andet end koldt vand og en enkelt pære. Hun havde stillet de strengeste krav til sig selv! Hun var med nød og næppe kommet igennem det hele i går, med så meget fysisk smerte, at hun næsten følte at hun var ved at drætte om, og dø. I så fald, ville hun blive det mindste lig, i den mindste kiste. Det havde åbenbart ikke været godt nok. Det var på ingen måde optimalt, og hun vidste så ganske udmærket, hvad dette betød.,,

Der var ingen anden mulighed, end at prøve endnu hårdere i dag. I dag måtte hun ikke så meget, som overhoved nærme sig mad. Hvad menneskerne omkring hende skulle mene om denne sag, var i bund og grund ligegyldigt. Ingen skulle blande sig i hendes hemmelige plan. Ingen skulle få lov til at stoppede hende i, hvad hun nu var i gang med. Hun bevarede sin hemmelighed ganske godt. Dagene lignede efterhånden hinanden, det var den samme rutine, om og om igen. Hun løj og løj og løj, så det løb hende koldt ned af ryggen til sidst. Mest at alt for at dække over sig selv, men også for at skåne menneskerne omkring sig. Hvad ville de ikke sige, hvis de kendte til hendes hemmelige plan? Hvor ulykkelig ville hun ikke gøre dem som stod hende nærmest - dem som betød så uendeligt meget for hende, hvis hun afslørede sig? Hun blev ved med at fortælle sig selv, at hun jo kun løj for deres eget bedste. At sandheden, ikke altid var den bedste og mest rigtige løsning. En ting var, at de ville blive ulykkelige. En helt anden ting som måske ubevist gjorde hende endnu mere angst var, at nogen måske ville prøve at forhindre hende i at nå sit mål. Det mål som hun end ikke vidste hvad var, men som alligevel føltes som det eneste hun havde tilbage at leve for. Flere gange, havde hun troet at hun endelig havde nået det. Men hver gang - hver evig eneste gang, var reglerne blot blevet strammere, og målet endnu mere fjert. Det var som hun løb og løb, uden at rokke sig ud af stedet. Som om hun jagede noget som hun så inderligt ønskede sig, men som hun med sin sunde fornuft godt vidste, ikke var til. Hver gang hun troede at hun endelig var der.. Hver gang hun næsten havde holdt det i sine spinkle hænder, var det gledet ud af hendes greb. Som om det gang på gang smuldrede som sand imellem hendes fingre.

Hun vidste ikke længere, hvad hun skulle gøre af sig selv. Smerten indeni hende... Angsten og fortvivlelsen som ingen ende ville tage, åd hende op indefra. Hun havde sådan en enorm lyst til at lægge hele denne tyngende byrde fra sig, men havde ikke den fjerneste idé om, hvor hun skulle gøre af den. Ikke engang når hun sov, havde hun fred, for disse forstyrrende tanker. Selv i søvnen, jagede angsten for mad hende. Hun kunne drømme, at hun spiste. Den største, lækreste sandwich. Hun kunne smage den - hver eneste lille fiber i den. Hendes sultne, desperate krop kunne ikke andet, end at stoppe den i sig. Uden at tænke over hvor mange kalorier den indeholdt, eller hvor mange regler hun trodsede. Det var lige meget. Alt det handlede om, var at spise. Spise, til hun ikke kunne mere. Når hun endelig vågnede igen var det med tåre i de matte øjne, og en klup i halsen. Tårerne kunne stå ned i strides strømme, i flere timer. Det var hende ikke en gåde, hvorfor dette var drømmen der igen og igen blev spillet i hendes hoved, hver evig eneste nat. I dagtimerne kunne hun nemt bilde sig selv ind, at hun ikke savnede det liv hun tidligere havde levet, men om natten var det anderledes. Om natten kom alt det hun ikke ejede, til hende. Alt det hun havde smidt fra sig. Alt hvad hun i sin tid, havde taget forgivet. Hun skulle være stoppet, mens hun stadig havde et valg. Maden var et alt for tydeligt symbol på den lykke, som hun på ingen måder havde gjort sig fortjent til. Hun var den ikke værdig. Hun var ikke god nok, og vidste inderst inde, at hun aldrig ville blive det. Hun hadede hver og en af de fejl, hun så i spejlet. Hun hadede det faktum, at hun udelukkende kunne se fejl. Måske var hun ikke andet, end en stor fed fejl? For hver dag der gik, var det som om, at hun troede mere og mere på, at tingene netop forholdt sig sådan. Godt nok kunne hun tælle sine ribben. Godt nok gjorde det ondt når hun skulle side ned, fordi knoglerne stak ud - med stadigvæk.. Hun kunne stadig ikke se andet end fedt, når hun betragtede sig selv. Hun afskyede det fedt, som hun ikke ejede. Næsten ligeså meget, som hun afskyede mad. Det var urent. Ligeså urent, som hende. Hun følte sig beskidt. Ulækker.. Utilstrækkelig, på alle områder. Hvorfor skulle hun gå alt dette igennem? Hvorfor kunne hun for helvede ikke bare være, som alle andre? Hun ville bytte alt hun ejede bort, for bare en enkelt dag, som et andet menneske. For bare en enkelt dag, hvor alle disse forvirrende tanker som hun ikke længere selv var herre over, ikke farede utæmmeligt rundt i hendes bevidsthed..
-
Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvad det er. Virkelige oplevelser, en novelle? - nok begge dele, når det kommer til stykket. I aften, kom jeg til at mindes denne periode af mit liv, som jeg aldrig rigtigt fik sagt helt farvel til. Anoreksien vil altid have en plads i mig, uanset om jeg så ønsker det, eller ej..
Skrevet d. 3 maj, 2009.