En æske med minder..

Mandag d. 31.1, 2010:

Før i tiden, var smykkeskrinet knap nok noget jeg lagde mærke til, imellem alt det andet rod der ellers eksisterer på mit værelse. Sjovt nok, er skrinet nu det første der fanger min opmærksomhed, når jeg træder ind af døren. Det står der, helt orange, og med en fin lille perle på låget. Jeg syntes egentlig, at det er pænt. Det passer perfekt til dets indhold. For det man må forstå - det som er hele meningen med dette smykkeskrin er, at dets indhold er noget af det dyrebareste jeg ejer. Det er som en lille skat. Noget smukt, men også noget farligt. Noget der både kan få mig til at smile af lykke, og græde af savn og afmagt. Et lille stykke af mig, ligger i det smykkeskrin. Nogle små, ubetydelige ting, som alligevel har betydet det hele. Små fine stykker, af et billede der gik i tu for længe siden. Det samlede billede kan jeg knap nok huske formen eller farven på, men de små fine stykker, genkender jeg tydeligt. Og hver især, ligger der en historie bag dem. Hver i ser beretter de om noget fantastisk.. Noget smukt, som skete engang for længe siden. De fortæller en historie om kærlighed. En historie om at miste, men også at modtage, og få. De fortæller en historie om at intet varer ved, men også om at ingenting dog nogensinde stopper helt.

I går aftes, fik jeg for første gang i umindelige tider lyst til at åbne skrinet, og betragte dets indhold. Jeg hentede det, sad med det i mine hænder, men åbnede det ikke. Når det kom til stykket, kunne jeg ikke. Når det kom til stykket, var det alligevel en for stor mundfuld at sluge på en gang. I hvertfald lige nu. Jeg ved ikke, om det ligefrem var fordi jeg ikke turde. Om det var fordi jeg et eller andet sted dybt inde, faktisk var bange for hvordan jeg ville reagere, hvis jeg gjorde det. Jeg orkede ikke at græde, men på den anden side orkede jeg heller ikke at skulle glædes og varmes af minderne. Mit smykkeskrin, er nemlig fyldt med minder. Lykkelige og dejlige minder. Det er minder fra den gang jeg stadig havde dig hos mig. Små, ubetydelige ting, som jeg igennem det første stykke tid uden dig, samlede sammen på et sted. Man kunne undre sig over hvorfor, og i virkeligheden kender jeg nok ikke engang selv svaret. Måske fordi det ville være for hårdt, og gøre for ondt på mig, hvis jeg bare havde ladet tingene ligge, og så tilfældigt havde stødt på dem en efter en. Jeg syntes ligesom at det var bedre at have det hele samlet på et sted, som man kunne trække det frem, og kigge på tingene når man følte for det, men samtidig også kunne læge låg på det, så det ikke tog så meget plads. På den måde, kan jeg godt lide at have styr på tingene. Når man mister nogen man elsker eller holder af, har man som regel ingen kontrol over de følelser der følger med i kølvandet på det. Sorgen, vreden og angsten kan virke helt uoverskuelig og overvældene, og desværre, er der ikke det store man kan gøre for at lindre smerten. Da jeg havde samlet alle de små ting der mindede mig om dig sammen i en æske, lagt låg på den, og stildt den på min hylde, var det som om at noget af smerten forsvandt fra mit bryst. Som om en sten blev fjernet fra mit hjerte. Ikke, at det var noget nemt arbejde at gøre - nej tvært imod.

Jeg kan tydeligt huske den aften, da jeg endelig fik taget mig sammen.. Jeg låste min dør, og åbnede mit vindue så jeg kunne ryge en cigaret. Jeg tændte for min computer, og hørte for første gang i meget lang tid "vores sange". Jeg kan huske, at jeg græd. Alligevel var jeg meget fokuseret på at få samlet det hele sammen - selv de mindste ting. Det tog mig en times tid. Jeg søgte i alle skuffer og hjørner, over alt.. Og det lykkedes mig. Gamle breve, de øreringe du gav mig, den invitation til din fødselsdag som hang på min væg, de pasbilleder vi havde fået taget sammen, de mange, åndsvage busbilletter til Randers - det hele. Det sværeste var, at få lagt låget på. I det øjeblik havde jeg det virkelig som om, at vi for alvor sagde farvel til hinanden. Først i det øjeblik startede den lange, og seje kamp om at give slip. Faktisk, har jeg ikke åbnet det siden den aften i september, for længe siden. Som sagt var jeg tæt på at gøre det igår, men ukendte kræfter holdt mig tilbage. Jeg kunne ikke. Måske fordi jeg ikke er klar. Måske fordi det slet ikke er meningen at det smykkeskrin skal åbnes igen, før jeg for alvor har lagt dig - for slet ikke at snakke om tiden vi havde sammen, bag mig.

Jeg tror ikke, at jeg ville græde på samme måde som dengang. Jeg er ikke sikker på at jeg ville blive ked af det, eller savne dig mere.. Faktisk, tror jeg blot at jeg ville føle mig tom indeni.

Søndag. d. 25 juli, 2010:

Jeg gik igennem alle mine gamle ting igår, da jeg skulle ordne mit værelse. Imellem alt roddet i mit skab, stødte jeg for første gang i et halvt år, på smykkeskrinet. Det lå sammen med din gamle trøje, og halstørklædet du gav mig. Faktisk, havde jeg helt glemt at jeg havde det. Underlig oplevelse, at åbne det igen. Det var lidt ligesom en rejse tilbage i fortiden. Jeg følte intet savn, ingen afmagt, eller nogen trang til at græde. Faktisk, varmede det mig. Det varmede mig fordi det virkelig for alvor gik op for mig, hvor meget jeg har udviklet mig, siden jeg sidst sad og betragtede dets indhold. Nu er det snart et helt år siden at vi gik fra hinanden, og siden da har jeg lært så uendeligt meget. Så mange ting har forandret sig - både omkring mig, men også indeni mig. Jeg er ikke længere den samme, ulykkelige og fortabte menneske. Jeg har et dejligt liv nu - et meningsfuldt og rigt liv, også selvom det er uden dig. Det hele er kommet så meget på afstand.. Alt det vi havde sammen dengang.

Du skal vide, at jeg i dag tømte smykkeskinet. Dets indhold er røget direkte i skraldespanden, ligesom din trøje. Intet af det betyder noget for mig længere, og et eller andet sted kan det faktisk godt gøre mig en smule ked af det. Alt det som var så vigtigt dengang, er fuldstendig lige meget nu. Jeg holder stadig af dig, og vil nok altid til en vis grad gøre det. Alligevel, føler jeg mig nu parat til at gå ud og møde kærligheden igen. Det var derfor, at jeg var nød til at skilde mig af med det sidste, der lænkede mig til dig.