Digte, om den der kærlighed..

Røde læber, blødende tårer (November, 2009)

Hendes hjerte blev penslet med gennemtrængende, rød maling
Da du forlod hende, stillestående i sit eget mørke
Hendes øjne blev matte og tomme, idet hun lod det ske
I det hun lod sig synke ned
Der hvor ingen blide kærtegn kunne nå hende -
Og føre hende ud af sine egne tankers, blødende helvede.
Alt omkring dig blev rødt, i det øjeblik
Du så sandheden i øjnende
Hun græder tåre af dit røde blod -
Hun får dig til at bede til den gud
Du ikke tror på.
Du kan se de sorte render
Omkring forgrædte, milde øjne
Du står på toppen af ingenting, betragter hendes silhuet;
Hun bider sig i læben
Svagheden, angsten, tårerne
Du kan smage blodet, fra de røde, bløde læber
Engang kendte du deres smag.
Den røde maling drypper
På hendes hvide silkekjole
- fra et ængsteligt hjerte uden tryghed, eller hjem.

Sælsomme hjerte (Januar, 2009)

Sælsomme hjerte
Lad kun fjerne drømme og håb
Trænge ind.
Lad blot knuste forventningers vingeslag
Kysse mit frygtsomme sind.
Lad mig hvile ved dit hjerte
Lad virkeligheden flyde
Som gift i mine årer
Når verden bliver for stor og ond.
Svøb min sjæl i fantasiens lette, tågede spind
Og fortæl mig at det jeg løber fra
Ikke er noget jeg behøver at være bange for.

Når mørket falder på (Marts, 2009 - et digt om døden.)

Sandheden skærer i mit hjerte
Så jeg gemmer den væk.
Om dagen...
Om dagen, er du blot et fjernt minde.
Jeg lader som om at smerten i mit hjerte
Ikke eksisterer.
At den er borte, ligesom du.
Når skyggerne bliver lange
Fyldes mine øjne med tårer
For kun i mørket...
Kun i fortvivlelsen og angsten
Kan du nå mig nu.
Kan du nå mig, som dengang du stadig var hos mig.
Din duft, som hæftede sig ved mine sanser
Lever stadig, i mit inderste hjertekammer.
Den får mig til at digte
Den får mig til at skrive
Selvom det aldrig var noget jeg formåede at praktisere
Dengang jeg stadig kendte den.
Man ved aldrig hvad man har
Før men mister dig.
Hvorfor, skulle du gå?
Jeg elsker dig, nu.
Kærligheden..
Den flyder som gift i mine årer nu.
Selv ikke mindet om dig
Kan varme mit ængstelige hjerte nu.

I morgen vil jeg... (august, 2008)

I morgen vil jeg skrive dit navn
Alene, stillestående
På et stykke parpir.
I morgen vil jeg smile og le fordi verden
Ikke længere virker så kold, og uoverskuelig.
Standser op midt i vrimlen...
Ligegyldige ansigter flyver hastigt forbi mig
Som et vindpust
Fra det uvirkelige, og fjerne.
Dem, jeg aldrig mødte ansigt til ansigt
Men stadig...
Stadig skræmmer deres kyniske latter, og kunstige smil
Stadig, er jeg bange
Bange for dem.
Måske var det dig der passerede mig i vrimlen?
En overveldende følelse
Af tomhed
- Kendte vi to engang hinanden?