Han er så langt væk nu.

Mit hjerte er så knust, og jeg forstår ikke hvorfor. Der er ikke nogen der har trampet på det for nylig, eller på anden vis gjort det ondt, det er bare.. Noget indeni mig som jeg ikke kan sætte ord på. Måske har jeg selv knust mig eget hjerte, hvem ved? Måske har jeg knust det ved at drømme, og håbe så meget. Jeg drømmer om noget, jeg ikke helt ved hvad er. Jeg drømmer om et menneske, og så alligevel ikke. Han er uvirkelig - hans ansigt er sløret og utydeligt, fordi han ikke eksisterer i virkeligheden. Ikke som jeg kender ham fra mine drømme, i hvertfald. Den sidste gang jeg så ham, var i receptionen på hotellet. Han stod der med sin dampende kaffe, og en smøg dinglende i mundvigen, og ventede på at tjekke ud. Vores øjne mødtes da jeg kom ned af trapperne, men jeg fjernede hurtigt blikket igen. Han kiggede på min veninde og jeg, forventede nok at jeg ville komme over, men jeg gjorde det ikke. Min veninde stoppede op for at hilse på, men jeg gik direkte forbi ham, med sænket hoved. Jeg havde ikke løst til at tage afsked, og da slet ikke lyst til at sige farvel. Jeg ville ikke have at han rejste så helvedes langt væk igen, for nu var han her jo endelig. Så virkelig og levende.

Jeg fortryder så inderligt at jeg intet gjorde, for jeg skulle jo nok have fortalt ham det. Han er så langt væk nu, men alligevel er jeg i stand til at beholde en lille del af ham her hos mig. Han er i mine tanker. Om natten når jeg sover, om dagen når jeg er vågen, og om aftenen når jeg drømmer. Egentlig, så drømmer jeg vel lidt hele tiden. Når jeg lægger makeup om morgenen, når jeg sidder i skolen og prøver at koncentrere mig om at høre efter, og når jeg sidder ved busstoppestedet på vej hjem. I mine drømme, stiger jeg ombord på et tog. Jeg er så fyldt med forventning og kærlighed. Kærlighed mod dette ukendte og nye, kærlighed til ham. Og jeg sidder og stirrer tavst på landskabet der flyver forbi, ser alle farverne og formerne klart og tydeligt, fordi jeg ved, at han står ved endestationen, og vinker til mig. Omfavner mig, og siger at han har ventet på mig. At han har savnet mig så inderligt, og at han er lykkelig for at jeg endelig er fremme. Han smiler til mig - kysser mig, også vågner jeg. Jeg savner ham. Gud hvor jeg savner ham, selvom jeg aldrig rigtig lærte ham at kende.

Et brev, til min eneste ene.

Kære, søde du.
Jeg savner dig faktisk en hel del for tiden. Mit liv har teknisk set aldrig set bedre ud, men du mangler ligesom til at fuldføre glansbilledet. Uden dig, er det faktisk ikke rigtig noget glansbillede, ser du. Jeg mangler dig til at holde om mig om aftenen, lige inden jeg skal sove. Jeg mangler dig at ligge i ske med mig på sofaen fredag aften, for at se Disneyshow, eller tv avisen. Jeg mangler dig til at fortælle mig at jeg er god nok præcis som jeg er. Jeg mangler dig til at sige at du elsker mig. Jeg har været forelsket så mange gange før. Jeg har mærket suset og glæden, men du er den, der i fremtiden vil ramme mig hårdest. Du er den, som jeg forhåbentlig skal blive gammel sammen med. Den, som jeg forhåbentlig skal have børn med en dag. Jeg håber at vi allerede på forhånd kan lave en aftale om, at vores datter skal hedde Alina. Og yderligere vil jeg lige påpege, at jeg helst vil beholde mit eget efternavn hvis vi en dag skal giftes. (Ved mindre dit navn selvfølgelig er pænere...) Vi skal ud at rejse en masse, du og jeg. Vi skal ud og se verden. Vi skal ud og mærke friheden. Vi skal kysse på toppen af frihedsgudinden, og kigge på stjerner i Australien – hvis da det hele ikke vender på hovedet, der nede. Vi skal hoppe i et springvand, danse i et lyskryds, og have sex på en palmestrand. Vi skal på interrail i Europa, og have en kat. Vi har meget vi skal nå.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte ansigt på dig. Eller navn. Jeg ville ønske, at jeg vidste hvem du var, så jeg var sikker på at jeg en dag ville møde dig. Jeg prøver at lade være med at tvivle, men nogle gange kan det være en smule svært. Jeg håber, at jeg finder dig snart, elskede du. Jeg glæder mig så uendelig meget til at forelske mig hovedkurs i dig, og for første gang opleve at du ikke bare skrider fra mig, fordi du med tiden lærer mine mørke sider at kende. Jeg glæder mig til at præsentere dig for mine venner, og min familie – jeg er sikker på at de også vil syntes godt om dig. Jeg vil vise dig det sted jeg i sin tid kom til verden. Tage dig med ud at svømme i en finsk sø, og op og vandre på klipperne. Jeg vil vise dig hvor jeg kommer fra, og hvem jeg egentlig er, bag alt det opstillede pis. For jeg ved, at du også vil kunne elske den del af mig. Jeg vil allerede nu bede dig om at passe godt på mig. For som du nok med tiden vil finde ud af, er jeg på mange måder temmelig skrøbelig. Når jeg først virkelig elsker nogen, er mit hjerte ligeså skrøbeligt som glas. Så kan du næsten trække mig rundt præcis som du vil. Jeg vil inderligt bede dig om ikke at misbruge den tillid jeg med tiden vil opbygge til dig. På samme måde vil jeg højt og helligt love, at jeg aldrig nogensinde skal misbruge din.

Jeg håber at vi ses snart, men der kan desværre gå flere år endnu.. Ti år, tyve år? - Så fucking mange år. Men på den anden side, ikke? På den anden side er jeg overbevist om, at jeg nok skal møde dig når den rette tid kommer. Det er så underligt at tænke på, at du netop i dette øjeblik sidder der ude et sted – måske endda i en helt anden del af verden. Savner du mon mig, ligeså meget som jeg savner dig? - Eller har du en kæreste, og møder jeg dig først om tyve år? Du kunne så nemt som ingenting dukke op ud af det blå i morgen. Jeg kunne tilfældigt møde dig i byen, eller måske kender jeg dig allerede, uden at vide det. Skæbnen er forunderlig. Forfærdelig og vidunderlig. Du kunne ligeså godt have været den dreng jeg så på stranden i dag, eller en af de fyre jeg tilfældigt har smilet til i byen. Du er der ude, og jeg ville så inderligt ønske, at jeg i dette øjeblik kunne nå dig. Under alle omstændigheder, ser jeg frem til den dag vi mødes ansigt til ansigt. Pas nu godt på dig selv så længe, for jeg har ikke lyst til at miste dig inden jeg overhoved har lært dig at kende.

Med Maria's øjne..

Dette er en omskrivning af novellen 'Torben og Maria' af Naja Marie Aidt. Det var faktisk en opgave vi fik i skolen, men jeg kan faktisk rigtig godt lide den novelle jeg har fået skrevet her.

Man kan sige meget om Maria, men som hun står der med sit gule hår og sine alt for stramme cowboy bukser, skiller hun sig vel egentlig ikke synderligt ud fra mængden. Der er mange ting ved Maria, som man ikke med det blotte øje kan se. Der er så uendeligt mange ting, hun undertrykker – fejer op under gulvtæppet, og gemmer langt, langt væk. De tykke fingre fumler med at få en cigaret tændt, idet hun betragter den lille dreng jage en fugl. Torben har en pind i hånden. Han råber og skriger og slår ud efter fuglen med den, uden held. I det øjeblik slår det Maria, hvor grim denne lille, skrigende skikkelse egentlig er. Han minder lidt om en mågeunge. Forkvaklet, betuttet og grå. Alt omkring Maria, er gråt. Gågaden, menneskerne, det store springvand – ja selv Torben, hendes egen søn.

Maria kan ikke huske, hvornår hun sidst har været virkelig glad. Hvornår hun i det hele taget sidst har følt noget, der ikke var frustration eller vrede. Hun har så uendeligt meget vrede indeni sig. Vrede imod verden. Vrede imod sin søn Torben, men ikke mindst vrede over denne ensformige tilværelse hun hver dag står op til. Hun er vred, fordi der aldrig rigtigt lader til at ske noget nyt og spændende i hendes liv. Hun savner dette nye. Det element af spænding, der plejede at give hende sommerfugle i maven, og mod på at stå op om morgenen.

- Hvorfor er der ingen der gør noget?

Maria er ikke nogen ordentlig mor, det ved hun også godt selv. Alligevel kan det nogle gange gøre ondt at indrømme overfor sig selv, når man har begået en fejl. Der er ingen tvivl om, at Torben givetvis er den største fejl, hun nogensinde har lavet i sit liv. Ikke kun fordi barnets far er en hensynsløs stodder, og ikke kun fordi hun ikke kan finde ud af at passe ordenligt på ham; Det, der nogle gange kan give hende lyst til at græde, er, at der ikke rigtig er nogen i denne verden, der lader til at elske Torben. Ikke sådan rigtigt, i hvertfald.

Det er ikke fordi Maria ikke har gjort et forsøg, for hun ville virkelig gerne. Det er bare som om, at noget altid lader til at komme i vejen. Som en slags stopklods, der forhindre hendes kærlighed til ham i at nå ud. Selvfølgelig nærer hun ømhed for ham – modelig ømhed, men kærlighed... Kærlighed er det aldrig rigtig blevet til. Måske er det fordi, ungen ligner sin far så meget. Måske er det derfor, hun ikke rigtig kan elske ham. Når hun stikker ham en flad, binder ham til tremmesengen, eller banker hans hoved hårdt ned i bordkanten, er det dels i afmagt, men også fordi hun hver gang ser et spinkelt glimt af Bjerget i hans øjne. Som om han bor inde i Torben et sted, og blot venter på at stikke sit grimme fjæs frem. Et eller andet sted hader hun Torben. Næsten ligeså meget, som hun hader hans far, Bjerget. Torben er hende præcis ligeså overlegen som sin far, han ved det bare ikke endnu. Måske er det egentlig denne kendsgerning, der nager hende mest.

Maria kan stadig tydeligt huske den eftermiddag, da de fejrede Torbens to års fødselsdag. Det havde været en klar efterårsdag, og hun havde for første gang i meget lang tid udelukkende tænkt på Torbens behov. Hun havde været så opsat på, at det skulle blive en sjov, og glædelig dag for den lille dreng. Hvorfor, vidste hun ikke helt. Måske fordi hun for en gangs skyld følte sig naget af dårlig samvittighed overfor ham. Den dårlige samvittighed over ikke rigtig at kunne elske Torben på den måde, som en mor nu engang burde elske sit barn. De havde haft gæster den eftermiddag, selvom hun normalt ikke brød sig specielt om at invitere folk op i sin lejlighed. Hun havde købt slik, chips og sugerør til Torbens sodavand – og tilmed havde hun faktisk også bagt en kage, selvom den måske ikke blev videre vellykket. Hun havde siddet ved siden af sin mor, med en tændt cigaret og en kop kaffe, mens de uden ord eller interesse fulgte med i gårsdagens genudsendelse af Horton sagaen.

Hun havde en gang for alle droppet at følge med i programmet, da hendes bror Bjørn, pludselig stod i døråbningen med den lille Torben på armen. Torbens lille ansigt strålede af lykke, idet han holdt en lille plastikkugle frem imod hende. Man kunne få det til at sne ned på det lille grandtræ indeni, hvis man rystede kuglen grundigt nok.
”Så huskede han alligevel knægtens fødselsdag” Havde Bjørn sagt, med et skævt smil.
”Pis af.” Hvæsede hun, og rejste sig truende fra sofaen.
”Ungen er jo vild med den, gaven fra Bjerget..”
Hun skubbede hårdt til Bjørn og hev boblen med grantræet ud af Torbens hænder. Drengen hylede og skreg i protest i det hun åbnede vinduet, og tyrede det lille stykke plastik ud så hårdt hun kunne. Hun høre hvordan det splintrede i tusind stykker på fortorvet, men hun var ligeglad. Lukkede blot vinduet, og hev sig fri af det grådkvalte barn, der nu havde grebet fat i hendes bukseben.

Den eftermiddag, gik en frygtelig sandhed op for Maria. En sandhed, som gør så ubærligt ondt at tænke på. Maria kommer aldrig til at kunne elske Torben, uanset hvor hårdt hun så end måtte prøve. Hun er så bundet i sin egen elendighed, at hun ikke ejer det nødvendige overskud til at drage omsorg for et andet menneske. Ikke engang sin egen søn, Torben. Bjerget af en del af Torben, en del hun aldrig nogensinde vil kunne fjerne, uanset hvor mange tæsk hun så end lader regne ned over drengen. Hun ser Bjerget i hver en bevægelse, hver et skidt Torben tager. Hun ser ham i knægtens øjne.

Noget af hende døde den eftermiddag, Torben fyldte to. En del af hende splintrede og gik i stykker sammen med plastikkuglen, hun så arrigt kylede ud af vinduet i afmagt. Hun skæver over imod Torben, der nu endelig har opgivet sin kamp med at fange fuglen. Mon han er klar over, hvilken skæbne hun har dømt ham til?