Dette er en omskrivning af novellen 'Torben og Maria' af Naja Marie Aidt. Det var faktisk en opgave vi fik i skolen, men jeg kan faktisk rigtig godt lide den novelle jeg har fået skrevet her.
Man kan sige meget om Maria, men som hun står der med sit gule hår og sine alt for stramme cowboy bukser, skiller hun sig vel egentlig ikke synderligt ud fra mængden. Der er mange ting ved Maria, som man ikke med det blotte øje kan se. Der er så uendeligt mange ting, hun undertrykker – fejer op under gulvtæppet, og gemmer langt, langt væk. De tykke fingre fumler med at få en cigaret tændt, idet hun betragter den lille dreng jage en fugl. Torben har en pind i hånden. Han råber og skriger og slår ud efter fuglen med den, uden held. I det øjeblik slår det Maria, hvor grim denne lille, skrigende skikkelse egentlig er. Han minder lidt om en mågeunge. Forkvaklet, betuttet og grå. Alt omkring Maria, er gråt. Gågaden, menneskerne, det store springvand – ja selv Torben, hendes egen søn.
Maria kan ikke huske, hvornår hun sidst har været virkelig glad. Hvornår hun i det hele taget sidst har følt noget, der ikke var frustration eller vrede. Hun har så uendeligt meget vrede indeni sig. Vrede imod verden. Vrede imod sin søn Torben, men ikke mindst vrede over denne ensformige tilværelse hun hver dag står op til. Hun er vred, fordi der aldrig rigtigt lader til at ske noget nyt og spændende i hendes liv. Hun savner dette nye. Det element af spænding, der plejede at give hende sommerfugle i maven, og mod på at stå op om morgenen.
- Hvorfor er der ingen der gør noget?
Maria er ikke nogen ordentlig mor, det ved hun også godt selv. Alligevel kan det nogle gange gøre ondt at indrømme overfor sig selv, når man har begået en fejl. Der er ingen tvivl om, at Torben givetvis er den største fejl, hun nogensinde har lavet i sit liv. Ikke kun fordi barnets far er en hensynsløs stodder, og ikke kun fordi hun ikke kan finde ud af at passe ordenligt på ham; Det, der nogle gange kan give hende lyst til at græde, er, at der ikke rigtig er nogen i denne verden, der lader til at elske Torben. Ikke sådan rigtigt, i hvertfald.
Det er ikke fordi Maria ikke har gjort et forsøg, for hun ville virkelig gerne. Det er bare som om, at noget altid lader til at komme i vejen. Som en slags stopklods, der forhindre hendes kærlighed til ham i at nå ud. Selvfølgelig nærer hun ømhed for ham – modelig ømhed, men kærlighed... Kærlighed er det aldrig rigtig blevet til. Måske er det fordi, ungen ligner sin far så meget. Måske er det derfor, hun ikke rigtig kan elske ham. Når hun stikker ham en flad, binder ham til tremmesengen, eller banker hans hoved hårdt ned i bordkanten, er det dels i afmagt, men også fordi hun hver gang ser et spinkelt glimt af Bjerget i hans øjne. Som om han bor inde i Torben et sted, og blot venter på at stikke sit grimme fjæs frem. Et eller andet sted hader hun Torben. Næsten ligeså meget, som hun hader hans far, Bjerget. Torben er hende præcis ligeså overlegen som sin far, han ved det bare ikke endnu. Måske er det egentlig denne kendsgerning, der nager hende mest.
Maria kan stadig tydeligt huske den eftermiddag, da de fejrede Torbens to års fødselsdag. Det havde været en klar efterårsdag, og hun havde for første gang i meget lang tid udelukkende tænkt på Torbens behov. Hun havde været så opsat på, at det skulle blive en sjov, og glædelig dag for den lille dreng. Hvorfor, vidste hun ikke helt. Måske fordi hun for en gangs skyld følte sig naget af dårlig samvittighed overfor ham. Den dårlige samvittighed over ikke rigtig at kunne elske Torben på den måde, som en mor nu engang burde elske sit barn. De havde haft gæster den eftermiddag, selvom hun normalt ikke brød sig specielt om at invitere folk op i sin lejlighed. Hun havde købt slik, chips og sugerør til Torbens sodavand – og tilmed havde hun faktisk også bagt en kage, selvom den måske ikke blev videre vellykket. Hun havde siddet ved siden af sin mor, med en tændt cigaret og en kop kaffe, mens de uden ord eller interesse fulgte med i gårsdagens genudsendelse af Horton sagaen.
Hun havde en gang for alle droppet at følge med i programmet, da hendes bror Bjørn, pludselig stod i døråbningen med den lille Torben på armen. Torbens lille ansigt strålede af lykke, idet han holdt en lille plastikkugle frem imod hende. Man kunne få det til at sne ned på det lille grandtræ indeni, hvis man rystede kuglen grundigt nok.
”Så huskede han alligevel knægtens fødselsdag” Havde Bjørn sagt, med et skævt smil.
”Pis af.” Hvæsede hun, og rejste sig truende fra sofaen.
”Ungen er jo vild med den, gaven fra Bjerget..”
Hun skubbede hårdt til Bjørn og hev boblen med grantræet ud af Torbens hænder. Drengen hylede og skreg i protest i det hun åbnede vinduet, og tyrede det lille stykke plastik ud så hårdt hun kunne. Hun høre hvordan det splintrede i tusind stykker på fortorvet, men hun var ligeglad. Lukkede blot vinduet, og hev sig fri af det grådkvalte barn, der nu havde grebet fat i hendes bukseben.
Den eftermiddag, gik en frygtelig sandhed op for Maria. En sandhed, som gør så ubærligt ondt at tænke på. Maria kommer aldrig til at kunne elske Torben, uanset hvor hårdt hun så end måtte prøve. Hun er så bundet i sin egen elendighed, at hun ikke ejer det nødvendige overskud til at drage omsorg for et andet menneske. Ikke engang sin egen søn, Torben. Bjerget af en del af Torben, en del hun aldrig nogensinde vil kunne fjerne, uanset hvor mange tæsk hun så end lader regne ned over drengen. Hun ser Bjerget i hver en bevægelse, hver et skidt Torben tager. Hun ser ham i knægtens øjne.
Noget af hende døde den eftermiddag, Torben fyldte to. En del af hende splintrede og gik i stykker sammen med plastikkuglen, hun så arrigt kylede ud af vinduet i afmagt. Hun skæver over imod Torben, der nu endelig har opgivet sin kamp med at fange fuglen. Mon han er klar over, hvilken skæbne hun har dømt ham til?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar