Han er så langt væk nu.

Mit hjerte er så knust, og jeg forstår ikke hvorfor. Der er ikke nogen der har trampet på det for nylig, eller på anden vis gjort det ondt, det er bare.. Noget indeni mig som jeg ikke kan sætte ord på. Måske har jeg selv knust mig eget hjerte, hvem ved? Måske har jeg knust det ved at drømme, og håbe så meget. Jeg drømmer om noget, jeg ikke helt ved hvad er. Jeg drømmer om et menneske, og så alligevel ikke. Han er uvirkelig - hans ansigt er sløret og utydeligt, fordi han ikke eksisterer i virkeligheden. Ikke som jeg kender ham fra mine drømme, i hvertfald. Den sidste gang jeg så ham, var i receptionen på hotellet. Han stod der med sin dampende kaffe, og en smøg dinglende i mundvigen, og ventede på at tjekke ud. Vores øjne mødtes da jeg kom ned af trapperne, men jeg fjernede hurtigt blikket igen. Han kiggede på min veninde og jeg, forventede nok at jeg ville komme over, men jeg gjorde det ikke. Min veninde stoppede op for at hilse på, men jeg gik direkte forbi ham, med sænket hoved. Jeg havde ikke løst til at tage afsked, og da slet ikke lyst til at sige farvel. Jeg ville ikke have at han rejste så helvedes langt væk igen, for nu var han her jo endelig. Så virkelig og levende.

Jeg fortryder så inderligt at jeg intet gjorde, for jeg skulle jo nok have fortalt ham det. Han er så langt væk nu, men alligevel er jeg i stand til at beholde en lille del af ham her hos mig. Han er i mine tanker. Om natten når jeg sover, om dagen når jeg er vågen, og om aftenen når jeg drømmer. Egentlig, så drømmer jeg vel lidt hele tiden. Når jeg lægger makeup om morgenen, når jeg sidder i skolen og prøver at koncentrere mig om at høre efter, og når jeg sidder ved busstoppestedet på vej hjem. I mine drømme, stiger jeg ombord på et tog. Jeg er så fyldt med forventning og kærlighed. Kærlighed mod dette ukendte og nye, kærlighed til ham. Og jeg sidder og stirrer tavst på landskabet der flyver forbi, ser alle farverne og formerne klart og tydeligt, fordi jeg ved, at han står ved endestationen, og vinker til mig. Omfavner mig, og siger at han har ventet på mig. At han har savnet mig så inderligt, og at han er lykkelig for at jeg endelig er fremme. Han smiler til mig - kysser mig, også vågner jeg. Jeg savner ham. Gud hvor jeg savner ham, selvom jeg aldrig rigtig lærte ham at kende.