Ensomhed.

Jeg er alene med min ensomhed. For jo, i aften er jeg ensom. Jeg er ked af det, forvirret.. Bag min rude er det allerede blevet efterår, men her inde står tiden stille. Der findes ikke nogen tid i aften. Kun tanker, ensomhed og lyden af mine fingre der roligt slår mod tasteturet. I dag har jeg tænkt over mange ting. Siden jeg startede i praktik på plejehjemmet, er jeg faktisk begyndt at tænke en del mere over livet, end jeg plejer. Det slog mig, netop som de gamle sad og spiste frokost. Jeg kiggede ud af det store vindue, og lod blikket vandre hen over legepladsen. Regnvejret, og børnene i deres mangefarvede regntøj, og alt for store gummistøvler. De mindede mig om, at jeg også selv har været barn engang, men også, at jeg givetvis en dag bliver ligeså gammel som de mennesker jeg passer på plejehjemmet. Lige nu er jeg lige midt imellem, men alligevel ser jeg noget af mig selv genspejlet i de gamles øjne. De er ensomme. I deres sind er det efterår, akkurat som udenfor min rude. Jeg tror måske, at jeg forstår deres ensomhed. Dog, er jeg ikke sikker. Jeg ville gerne. Kan de mon se på mig, at jeg er ensom? At jeg føler mig ladt alene i verden, selvom jeg konstant er omgivet af mennesker?