Et brev, til min eneste ene.

Kære, søde du.
Jeg savner dig faktisk en hel del for tiden. Mit liv har teknisk set aldrig set bedre ud, men du mangler ligesom til at fuldføre glansbilledet. Uden dig, er det faktisk ikke rigtig noget glansbillede, ser du. Jeg mangler dig til at holde om mig om aftenen, lige inden jeg skal sove. Jeg mangler dig at ligge i ske med mig på sofaen fredag aften, for at se Disneyshow, eller tv avisen. Jeg mangler dig til at fortælle mig at jeg er god nok præcis som jeg er. Jeg mangler dig til at sige at du elsker mig. Jeg har været forelsket så mange gange før. Jeg har mærket suset og glæden, men du er den, der i fremtiden vil ramme mig hårdest. Du er den, som jeg forhåbentlig skal blive gammel sammen med. Den, som jeg forhåbentlig skal have børn med en dag. Jeg håber at vi allerede på forhånd kan lave en aftale om, at vores datter skal hedde Alina. Og yderligere vil jeg lige påpege, at jeg helst vil beholde mit eget efternavn hvis vi en dag skal giftes. (Ved mindre dit navn selvfølgelig er pænere...) Vi skal ud at rejse en masse, du og jeg. Vi skal ud og se verden. Vi skal ud og mærke friheden. Vi skal kysse på toppen af frihedsgudinden, og kigge på stjerner i Australien – hvis da det hele ikke vender på hovedet, der nede. Vi skal hoppe i et springvand, danse i et lyskryds, og have sex på en palmestrand. Vi skal på interrail i Europa, og have en kat. Vi har meget vi skal nå.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte ansigt på dig. Eller navn. Jeg ville ønske, at jeg vidste hvem du var, så jeg var sikker på at jeg en dag ville møde dig. Jeg prøver at lade være med at tvivle, men nogle gange kan det være en smule svært. Jeg håber, at jeg finder dig snart, elskede du. Jeg glæder mig så uendelig meget til at forelske mig hovedkurs i dig, og for første gang opleve at du ikke bare skrider fra mig, fordi du med tiden lærer mine mørke sider at kende. Jeg glæder mig til at præsentere dig for mine venner, og min familie – jeg er sikker på at de også vil syntes godt om dig. Jeg vil vise dig det sted jeg i sin tid kom til verden. Tage dig med ud at svømme i en finsk sø, og op og vandre på klipperne. Jeg vil vise dig hvor jeg kommer fra, og hvem jeg egentlig er, bag alt det opstillede pis. For jeg ved, at du også vil kunne elske den del af mig. Jeg vil allerede nu bede dig om at passe godt på mig. For som du nok med tiden vil finde ud af, er jeg på mange måder temmelig skrøbelig. Når jeg først virkelig elsker nogen, er mit hjerte ligeså skrøbeligt som glas. Så kan du næsten trække mig rundt præcis som du vil. Jeg vil inderligt bede dig om ikke at misbruge den tillid jeg med tiden vil opbygge til dig. På samme måde vil jeg højt og helligt love, at jeg aldrig nogensinde skal misbruge din.

Jeg håber at vi ses snart, men der kan desværre gå flere år endnu.. Ti år, tyve år? - Så fucking mange år. Men på den anden side, ikke? På den anden side er jeg overbevist om, at jeg nok skal møde dig når den rette tid kommer. Det er så underligt at tænke på, at du netop i dette øjeblik sidder der ude et sted – måske endda i en helt anden del af verden. Savner du mon mig, ligeså meget som jeg savner dig? - Eller har du en kæreste, og møder jeg dig først om tyve år? Du kunne så nemt som ingenting dukke op ud af det blå i morgen. Jeg kunne tilfældigt møde dig i byen, eller måske kender jeg dig allerede, uden at vide det. Skæbnen er forunderlig. Forfærdelig og vidunderlig. Du kunne ligeså godt have været den dreng jeg så på stranden i dag, eller en af de fyre jeg tilfældigt har smilet til i byen. Du er der ude, og jeg ville så inderligt ønske, at jeg i dette øjeblik kunne nå dig. Under alle omstændigheder, ser jeg frem til den dag vi mødes ansigt til ansigt. Pas nu godt på dig selv så længe, for jeg har ikke lyst til at miste dig inden jeg overhoved har lært dig at kende.