Erkendelse.

Det her kommer hudløst ærligt. Fra hjertet, tror jeg nok. Det er en følelse. En af dem der er svære at have med at gøre, fordi den er så uhåndgribelig. Så langt ude, at det næsten gør ondt. Jeg kan ikke tænke klart – det gik op for mig i aften. Jeg kan ikke tænke klart, fordi du forstyrrer mine tanker. Hele tiden trænger du dig på, og med din tilstedeværelse, afbryder du alt andet konstruktiv tankevirksomhed der ellers skulle eksistere. Det er som om vi hænger sammen. Vi kan sidde i hver sin ende af et lokale, og stadig følge hinandens bevægelser. Følge hinanden, nøjagtigt. Uanset om du sidder ved siden af mig eller befinder dig langt væk, har jeg det som om, at jeg ikke kan komme tæt nok på dig. Og når du ikke er her... Når du ikke er her, føles det lidt som om jeg ikke kan trække vejret ordenligt. Som om det hele først bliver præcis som det skal være, når du er i nærheden af mig.

Det er som om du fordrejer mit hoved, mine tanker.

Jeg. Kan. Ikke. Tænke. Klart.

Denne her følelse er ikke fremmed for mig, men alligevel skræmmer den mig. Tanken om hvad der egentlig ville ske hvis mine naive teenagepige drømme gik i opfyldelse, skræmmer mig også. Jeg vil ikke kunne håndtere det. Kærlighed til dig ville gøre mig afhængig. Hver gang jeg lå tæt ind til dig. Betragtede din sovende skikkelse, og lyttede til dit rolige åndedrag, ville jeg lide under din søvn. Jeg ville lide, fordi jeg aldrig ville føle at jeg kunne komme tæt nok på.

Jeg ville lide fordi jeg ville komme til at elske dig for højt.

Ting jeg elsker har det tit og ofte med at glide fra mig. Jeg støder det fra mig, fordi jeg elsker for meget, og for intenst. Fordi jeg så let mister mig selv i kærlighed. Mister mig selv, fordi jeg elsker for meget. Lige nu, i dette øjeblik, føles det som om jeg elsker dig.